Efterskolen SmededalEfterskolen Smededal

Værdigrundlag

På Efterskolen Smededal har vi følgende grundlæggende værdier:

  • en tro på at åbenhed er væsentligt for den enkeltes personlige og faglige udvikling. En åbenhed baseret på respekt for hinanden som ligeværdige og på en nysgerrighed og interesse for en fælles verden er det bedste udgangspunkt for læring og udvikling. Åbenhed mellem mennesker er det bedste udgangspunkt for samvær og samarbejde.
  • en tro på at fællesskab er givende og socialt udviklende. Fællesskab bygger på gensidig afhængighed og forpligtelse - og det vil således udfordre den enkeltes insisteren på ret til at handle og vælge individualistisk. Fællesskab rummer som sådan en stadig strøm af udfordringer, potentielle konflikter og oplevelser som gennemleves og løses så erfaringer gøres, kompetencer opbygges og personligheder dannes.
  • en tro på at kreativitet er et stærkt redskab til udvikling af nye muligheder og løsninger. En verden under stadig forandring kræver mennesker med evne til at finde nye veje og nye løsninger. Kreativitet, opfindsomhed og nytænkning er midler til at overskride og flytte gamle grænser og kan således skabe større livsduelighed.
  • en tro på at ansvarlighed er grundlæggende for fælles mål og handlinger og for et fælles samvær i dagligdagen. Ansvarlighed overskrider den enkeltes individualistiske selvtilstrækkelighed og danner grundlag for samhørighed, omsorg og forpligtelse.